Du sidder med 6-7 hp og hører makker åbne med 1♣ og næste mand indmelder 1♠; du har ♦KD983 og et par point mere ved siden af, men ikke nok til at melde på 2-trinnet, og du kan ikke melde 1ut, for du mangler hold i spar. Du må derfor passe, og nu hører du makker genmelde 1ut. Hvad har makker?
Svaret får du i et nyt opslag: Genmelding 1ut når makker har passet efter en indmelding.
Det er ikke så usædvanligt at se mindre rutinerede spillere lave fejl her, og det kan blive dyrt!
Jeg fik et rigtig godt spørgsmål om hvad man gør ved alle de små almindelige unoder, hvis man nu ikke vil have ord for at være kværulant. Manglende stopkort, uvanen med at fjerne meldekortene inden der er spillet ud var egentlig anledningen til spørgsmålet, og jeg har selv føjet et par mere til. Jeg har lagt spørgsmålet op under fanen Spørgsmål og Svar: Unoder ved bridgebordet. Hvad gør man?
Der er nok mange der let kan føje yderligere eksempler til listen.
Jeg har gennemskrevet Michaels cuebid og bl.a. trindelt konventionen så man kan starte med overmelding i minor, gå videre med overmelding i major, og siden lægge flere lag på, hvis man har lyst.
Det stærke relæ 2ut har fået sit selvstændige afsnit; det kan jo langt hen ad vejen undværes. En ny tilføjelse er afsnit V som handler om, hvad Fortsætter kan gøre, hvis Svarer melder videre, altså i et meldeforløb som:
Åbner Indmelder Svarer Fortsætter
1♣ 2♣! 3♣ ?
Jeg bør nok tilføje, at Michaels cuebid findes i et utal af varianter mht kravene til styrke og fordeling. Jeg vil tro, at den version jeg har beskrevet her er tæt på den gængse i Danmark, måske bortset fra, at jeg har valgt et lidt andet styrkeniveau for overmeldingen i minor, nemlig 8-14hp, hvor man tidligere brugte 6-11. Det skyldes i høj grad, at jeg ikke ønsker at bringe nogen i uføre! Men styrkekravene skal som altid tages med et gran salt: Jo bedre fordeling, desto færre point kan man gå ind med.
Du sidder med 6 honnørpoint og en ussel firfarve, som du med ulyst har meldt efter din makkers åbning, og nu melder han ny farve. Må du passe?
Ja, det må du, for simpel ny farve fra Åbner er ikke krav (og limiteret til 18 hp), men du skal også se på din hånd en ekstra gang: Er der noget positivt at sige om den? Mellemkort? Honnører i makkers farver?
I et nyt opslag om Ny farve fra Åbner - Krav eller ikke krav? har jeg skrevet lidt om emnet
Hvad sker der her?
1♦ - 1♠
1ut - 2♦!
2♥ - 3ut
Hvis du spiller med xy-ut - og det bør du! - kan du forhåbentlig umiddelbart se, at det Svarer prøver at fortælle er, at han har 5 spar. Da han nemlig ikke går over den kunstige 2♦ fordi han har en hjerterfarve, må han logisk have en femfarve i spar. Ellers ville han jo have en jævn hånd og så skulle han ikke gå via 2♦, men springe direkte i 3ut.
Jeg har set nogle eksempler på at folk der spiller xy-ut går over 2♣ eller 2♦ uden at have noget at berette om majorfarverne, så det er en af de ting jeg har præciseret ved en revision af opslaget om xy-ut.
Konventionen xy-ut er efter min mening det vigtigste redskab at have i skuffen efter Stayman og en eller anden form for Blackwood.
Med de nye bridgelove er der kommet en ny bestemmelse om justeret score. Turneringslederen skal nu i alle tilfælde, hvor han skønner, at der kunne være to eller flere mulige resultater, dersom en uregelmæssighed ikke var begået, skønne sandsynligheden for hver af disse, og indregne dem i en sammenligning med alle andre borde, hvor de samme kort er blevet spillet. Det kan være en ganske kompliceret øvelse, og det er en af mine største betænkeligheder ved de nye love: I forsøget på at skabe størst mulig retfærdighed, har man lavet så kompliceret en berigtigelsesprocedure, at det med garanti vil blive håndteret meget forskelligt rundt om i klubberne. Der skal nok være enkelte turneringsledere der sætter sig ned med kuglerammen efter turneringen, men de fleste vil givetvis fortsætte som "i gamle dage", hvor man gav middel plus og middel minus, og så var den potte ude.
Vi har ganske vist fået stillet i udsigt, at BridgeCentral vil blive i stand til at håndtere dette problem på en elegant måde, men det må vi vente med at se, for den funktion er ikke implementeret endnu, en halv sæson efter indførelsen af den nye berigtigelsesprocedure.
Men indtil videre har jeg så erstattet den tidligere artikel om forkert forklaring med en ny: Forkert forklaring, rettelse af forkert forklaring, og justeret score. Det vedrører ikke bare en forkert forklaring på makkers melding, men også en manglende alert og en alert som ikke skulle have været der. Begge disse tilfælde hører under "forkert forklaring".