Nyt

Fritze og Peter Kromann mødes

Skrevet af Jens U Kromann
14 Jan 2014
Fritze og Peter Kromann mødes
I min bog, kapitlet om landlægen (min farfar Peter Kromann) skriver jeg at han i sin studietid i København boede på et pensionat ejet af Cecilie Christine Ulrich, født Stauning og forførte pensionatsværtindens yngste datter Fritze Cecilie Kirstine Ulrich. En smuk historie, men desværre ikke helt rigtig.

Det er rigtigt at Cecilie Christine Ulrich drev pensionat i København på adressen Helgolandsgade 15, 3die sal (hele bygningen er nu Hotel Absalon). Men det var langt tidligere, formentlig fra 1875 hvor hendes mand, pastor Erasmus Ditlev Frederik Ulrich, døde i sit pastorat i Hundstrup i Thy. Peter flyttede imidlertid først til København for at læse i 1887. Det er muligt at han boede i pensionatet i kortere tid, indtil Cecilie Christine Ulrich opgav denne næringsvej ret snart efter 1887, og Fritze var kun 13 år i 1887.

Fra 1892 finder vi den nu tidligere pensionatsværtinde på mindst 7 forskellige adresser i København (kilden er Politiets registerblade): To forskellige lejligheder på Dosseringen i 1892 og 1894 og året efter i Rømersgade 19,1 og senere samme år i Wesselsgade 2,2 og frem til hendes død på yderligere tre adresser. Hvad grunden til den megen flytning var ved jeg ikke, men det interessante i denne forbindelse er, at farmor Fritze boede hos moderen frem til 1895 i Wesselsgade bortset fra en kortere periode fra 1. november 1894, hvor hun er optegnet i Politiets registerblade som "udtrukket", dvs. fraflyttet, men altså igen findes hos moderen den 1. november 1895 i Wesselsgade.

Jeg kan tænke mig et par forklaringer på hullet i kalenderen, men det er rent gætværk. Den romantiske forklaring er at den unge flotte student bortførte sin Fritze, den mere prosaiske kunne være, at moderen har prøvet at beskytte sin nu 20-21-årige datter ved at sende hende bort, måske på husholdningsskole eller lignende.

Peter boede også på flere (mindst seks) forskellige adresser i København fra 1892 til 1898, men på intet tidspunkt er der sammenfald mellem hans og Cecilie Christine Ulrichs (og Fritzes) mange forskellige adresser.

Uanset hvordan de to unge mennesker nu har fundet sammen,  resultatet er der i hvert fald ikke tvivl om: Unge Fritze var omkring maj 1896 blevet gravid i utide, og det unge par måtte gifte sig i huj og hast den 9. oktober 1896, og da Peter samtidig var blevet færdig med lægestudiet flyttede de straks derefter til Ugerløse hvor han nedsatte sig som landlæge. Christian blev således født den 15. februar 1897 i Ugerløse og ikke i København, og en skandale kunne på den måde holdes i hvert fald delvis skjult.

Husk at rette rss til

Skrevet af Jens U Kromann
01 Jan 2014
Husk at rette rss til
Til mine trofaste læsere som via rss-abonnement har fulgt med i hvad der sker på mine familiesider:

Hjemmesiden har skiftet navn til familie.kromann.info. Rss-abonnenter på min gamle hjemmeside (jens.kromann.info) skal derfor huske at klikke på rss-feedet på forsiden af familie.kromann.info.

Ny gennemskrevet udgave af familiekrøniken.

Skrevet af Jens U Kromann
01 Jan 2014
Ny gennemskrevet udgave af familiekrøniken.
Som det ses har jeg fået et nyt punkt på hjemmesiden her, meget originalt benævnt Nyt. Jeg skylder som sædvanlig min datter Katja stor tak for hjælp med indretningen af mine hjemmesider.

Den største nyhed her hvor 2014 netop er begyndt er at jeg har gennemskrevet hele teksten til familiekrøniken og lagt den op på hjemmesiden. Som tidligere er det en pdf-version som kan downloades, klik på fanen Kromann, og derefter på Krøniken. Direkte link her: Familiekrøniken 1. januar 2014.

I denne udgave er de seneste resultater af min slægtsforskning medtaget. Fremover vil jeg på dette sted publicere hvad jeg måtte finde frem til.

Gården Frydendal og færgeruten

Skrevet af Katja Kromann
30 Dec 2013
Gården Frydendal og færgeruten
I Marstal Søfartsmuseums Årsskrift for 2010 har John Kristensenskrevet en artikel om Gråsten Nor - Færgefart og inddæmning, hvori han har forsøgt at sandsynliggøre beliggenheden af færgestedet og dermed den kro som Hans Hansen Kromand etablerede på sin gård Frydendal. Jeg har indføjet nogle af Kristensens pointer i Krønikens afsnit om Gården Frydendal. Der er et link til årsskrift 2010 her. Se side 85 ff.

En ny side af Rasmus Kromann

Skrevet af Katja Kromann
30 Dec 2013
En ny side af Rasmus Kromann
Min oldefader Rasmus Jørgensen Kromann var ikke blot en benhård forretningsmand, der satte penge i alt hvad der var penge i, skibe, kalkværk, mejeri, korn, jern og meget andet, han var faktisk med til at stifte Marstal Selskabelige Forening i 1870. Han blev endda æresmedlem, formentlig i 1899, da han solgte sin forretning. Det fremgår af en artikel af Martin K Jørgensen i Marstal Søfartsmuseums årsskrift 2010, side 59 ff.
Jens Kromann
RSS Hvad er det?
Seneste Indlæg
    Arkiv